Article a DAP (Revista de psicomotricitat)

Aquí un petit text que vaig escriure, i que va sortir publicat el passat setembre a la revista que edita DAP (Danske Psykomotoriske Terapeuter). M'havien demanat que fes una petita reflexió sobre com era estudiar aquí a Dinamarca i que expliqués una mica la meva trajectòria, i intencions en relació als estudis. Jo, de pas, vaig anomenar les classes de català, com no. 

El text és el que segueix. És en danès, és clar. 

Títol: At være del af en helt anden uddannelseskultur

Subtítol: Jeg kan blive helt paralyseret, når en underviser bliver konfronteret med en fejl - min krop smelter!

Escrit per: Mireia Serra Voltas, studerende ved Psykomotorikuddannelsen i Hillerød

Text: I 2005 kom jeg til Danmark, hvor jeg sidenhen startede på psykomotorikuddannelsen. Jeg havde fået den anbefalet af en veninde, men kendte derudover ikke så meget til den. I Barcelona arbejdede jeg som danser og skuespiller i mange år, men det var noget af en kamp at leve af det. Jeg har baggrund i bl.a. body weather technique, teater, moderne dans, authentic movement, anatomy for movement, samt Alexander Teknik. Som performer har jeg både skabt en række egne værker og været med i andres projekter. Jeg har også en uddannelse i litteraturvidenskab og komparativ litteratur og har professionel erfaring inden for litteraturbranchen.

Hvis jeg var blevet i Spanien tror jeg ikke, at jeg ville have uddannet mig indenfor det psykomotoriske fag. Den almene forståelse af psykomotorik er meget begrænset dernede, og mest af alt forbundet med arbejdet med børn, som har motoriske vanskeligheder. Det er også den forståelse, som hersker i det offentlige. Det er kun på private skoler, hvor der anvendes en bredere opfattelse af faget, som måske kunne ligne den danske. Og jeg havde ikke hørt om den.

Provokerende grænser

Jeg har altid haft en meget eksperimenterende tilgang til teater og dans, og ja, måske også terapeutisk, hvis jeg må anvende begrebet i en mere generel betydning end den egentlig faglige. For mig er det at lære skuespil eller dans meget tæt knyttet til den personlige udviklingsproces hen imod en øget kontakt med ens krop og hermed ens fysiske, psykiske og relationelle potentiale og behov. Den kunstneriske praksis har givet mig - føler jeg - mulighed for selv, at skabe nogle læringsrammer, vælge mine egne spørgsmål og gå efter mine egne svar, efter behov og i eget tempo. Derfor var det svært for mig at være på skolen i starten: Jeg havde svært ved ”bare” at være studerende og ikke skaberen. Jeg ville ikke tilpasse mig i andres rammer og følte, at på skolen var jeg tvunget til at give slip på alt det, jeg selv havde med af opfindelser: Det var deres og ikke mit længere. Jeg var så provokeret over alle de der grænser. Men nu er jeg blevet rigtig glad for at være på skolen. Jeg har taget plads og er trådt ind. Det, der før var truende, er nu blevet enormt inspirerende. Og fordi mit dansk er blevet bedre, er det også blevet nemmere at forstå andre og fortælle andre, hvem jeg er.

Kulturel fleksibilitet

Jeg er glad for både den faglige og den personlige udvikling uddannelsen har givet mig. Jeg opdager nye sider af mig selv i det, at jeg får lov til at være en del af en hel anden uddannelseskultur. Jeg oplever f.eks., at her er det at udtrykke egne behov en selvfølge: man må og bør kræve at tingene skal være i orden omkring en. Det har man ligesom ansvar for. I Barcelona var man meget mere autoritetstro, dengang jeg læste litteraturvidenskab: Man fandt sig i meget, både på det strukturelle og på det faglige plan. Nu må det have ændret sig voldsomt, med krisen. Men jeg er stadig sådan en, der virkelig kan blive helt paralyseret når f.eks. en klassekammerat konfronterer en underviser en fejl eller et problem. Min krop smelter!...der er helt klart noget jeg kan lære, der.

På den anden side kan jeg også se en styrke i den fleksibilitet, jeg har trænet mig til. Jeg kan være et sted, hvor tingene ikke er helt i orden uden at blive helt stresset.  Jeg kan rumme meget. Og det, at jeg kan relativisere den kultur jeg er en del af, gør, at jeg også kan være kritisk over for den: jeg kan nogle gange fornemme en forkælelse i det behov, som jeg møder nogle gange blandt danskerne, for at sætte andre på plads og korrigere. Jeg kan fornemme en mangel på ydmyghed, som jeg synes jeg selv har.

Mireia Serra Voltas er 37 år og født i Barcelona. Hun studerer på psykomotorikuddannelsen i Hillerød på 11. modul. Derudover er hun også under uddannelse som psykomotorisk terapeut, og desuden leder hun mb træning i Studio/KittJohnson X-act, samt arbejder med tosprogede børn og deres forældre i et projekt, som hun selv har stiftet. Her gør hun brug af den psykomotoriske tilgang og støtter børnene i at bevare deres andet sprog: catalansk. I sin sprogundervisning er Mireia Serra Voltas fascineret af at undersøge, hvordan sproglige oplevelser hænger sammen med kropslige oplevelser.

Hendes drømmejob er at bruge sin uddannelse til noget, der handler om at støtte fagpersonlige processer, bl.a. inden for teater og dans. Hun er også meget fascineret af arbejdet inden for både fødsel og psykiatri.